lørdag den 23. oktober 2010

Kampfrau

Renæssanceunderkjole

Jeg har nu afprøvet et af de ovenfornævnte underkjolemønstre (model 3) og det mislykkedes. Jeg er ikke helt klar over, om det er mønsteret eller min skyld, men jeg har ihvertfald ikke lyst til at fortsætte med den model. Heldigvis valgte jeg at sy det op i et gammelt lagen.

Skitse af nyt chemise-mønster

Jeg har fundet en ny, mere simpel model, der minder meget om den anden, men jeg tror jeg dropper den høje krave og gemmer den til et senere projekt. Den nye model har også raglan-ærmer og god vidde, som egentlig bare samles i halsen med en snor i en løbegang - ret simpelt.

Det svære ved den anden model var netop den høje krave. Den skulle laves ved at sy rynketråde i øverste kant hele vejen i 5 cm.s bredde. Det kunne jeg ikke rigtig få til at blive pænt.  Jeg har altid haft mine problemer med at få rynketråde til at sidde pænt. Måske havde det været pænere at lave det som små læg? Kan være jeg vil tage kampen op med den højhalsede underkjole ved senere lejlighed.

Landsknechtkjole

Skitse af konstruktion af kropsstykke på renæssancekjole

Jeg har fundet et mønster til selve landsknechtkjolen. Bogen "Patterns of fashion : the cut and construction of clothes for men and women c1560-1620" af Janet Arnold rummer billeder af renæssancekjoler og aftegninger af, hvordan de er konstrueret.
Kropsstykkerne på en del af renæssancekjolerne i bogen er lavet sådan, at forstykket og sidedelen af bagstykket er sat sammen til ét stykke. Skuldersøm oppe på skulderen undgås ved at samle stropperne bagpå skulderbladet i stedet for oppe på skulderen. En del renæssancekjoler snøres faktisk i de to sømme, der kommer på ryggen i denne konstruktion. Jeg har valgt at min kjole skal snøres midt for, da man ofte ser det på billeder kampfraukjoler.

Umiddelbart ser det ret let ud. Det burde sådan set bare være at tage sit kropsgrundmønster - en halv for og en halv bag - og sætte dem sammen i siden, klippe en ny søm bagpå og klippe et stykke af stroppen på bagstykket og sætte den på forstykket i stedet. Gad vide om det går lige så let i virkeligheden?

18. marts 2011

Så er der endelig opdateringer på projektet og håb om, at kjolen når at blive færdig til sommer og meget gerne til Krigslive sidst i maj. Jeg mangler faktisk kun at sy den sammen foran, sy foret i kropsdelen fast, lægge den op, lave snørehuller foran og sy pynt på.

Og så kommer der selvfølgelig alt det tilbehør, jeg lige mangler, som minimum en passernde underkjole og en hat.

Nåja - der er måske alligevel lang vej igen, før jeg har kampfrau-udstyret klar.




27/4 2011: Kjolen er færdig!


Så blev kjolen endelig færdig, og jeg glæder mig til at skulle have den på til Krigslive om en lille måned. Det meste af kjolen er håndsyet og der er stadig en del syninger, der mangler at blive lagt ned, men da stoffet ikke trævler særlig meget, er det ikke noget problem. Herligt hvad man kan få ud af sine stofrester :-)