mandag den 14. september 2020

Herjolfsnæskjole D10581

Mønsterkonstruktion

Jeg arbejder i øjeblikket på at tilpasse mønsteret ud fra vejledningen i bogen "Nordbomønstre" af L. Frandsen, A. Nørgaard og E. Østergård. 

Jeg arbejder på at fremstille den kortærmede kjole med museumsnr D10581.

Dateringen på kjolen er "omkring 1434" ("Som syet til jorden" s. 232).




Opdatering juli 2021
Kjolen er færdig. Det har taget mig ret lang tid at fremstille den - jeg har håndsyet den og det mørkebrune stof krævede ret god belysning. Mønsteret var lidt bøvlet at konstruere ud fra vejledningen i bogen. Det var et større måle- og tællearbejde. Men da det først var færdigt, er jeg meget tilfreds med resultatet. Kjolen har en fin pasform. De mange kiler giver en fin vidde. Desuden er det dejlig let at lave en dragt, hvor der ikke skal syes snørehuller. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at bruge mønsteret igen. 
Jeg har desværre ikke været så flittig til at få taget billeder i løbet af processen. 









mandag den 27. april 2020

Bliaut

Prøvemodel

Jeg har konstrueret et mønster ud fra mønsteret, jeg brugte til min "dansende bonde"-dragt, sådan i grove træk. Jeg har brugt vejledningen her: https://adamselindisdress.blog/2014/04/28/12th-century-dress-the-bliaut/
Bliaut-mønsteret er mere "firkantet" - det er en anelse figursyet i sidesømmen, men består ellers af forkanter og trekanter, bortset fra ærmerne. Prøvemodellen er syet af et gammelt dynebetræk - der var faktisk ikke helt stof nok. Det er en meget stofkrævende kjole pga. de store ærmer. 





Links til inspiration

Bog: Europaische Stickereien 1250-1650


Færdig kjole




Så blev kjolen færdig, efter endnu en prøvemodel, som jeg ikke har fået taget billeder af.

Kjolen er syet af blå uld. Ærmerne har for af beigefarvet silke. 

Ærmerne var temmelig svære at få til at sidde rigtigt på skulderen. Det skyldes nok det tykke materiale og så det meget firkantede mønster, som jeg har brugt. En anden gang ville jeg nok snyde og forme ærmegabet lidt mere, så skulderen på kropsdelen blev smallere. Det ville få ærmerne til at sidde pænere på skulderen. Det lykkes også denne gang - men med ret mange tilretninger. 



torsdag den 16. april 2020

Kjole baseret på Latin 873

Udsnittet stammer fra Latin 873, som kan findes her: https://gallica.bnf.fr/ark:/12148/btv1b10024153f/f57.image
Jeg har altid holdt meget af dette billede af glade dansende bønder, især kvinden i midten med den smarte røde hætte. Jeg fandt referencen i Medieval Tailor's Assistant s. 85 (1. udgave).
Billedet stammer fra et manuskript med navnet/kategoriseringen "Latin 873" og stammer fra slutningen af det. 15. århundrede. Jeg har ikke fundet frem til kunstneren.

Blåt tøj

Når jeg kigger illustrationer fra middelalderen, overrasker det mig tit, hvor mange jævne folk, der ser ud til at være iført blåt tøj. Jeg har altid troet, at blåt tøj var forbeholdt overklassen. Jeg fandt fornylig dette fine blogindlæg om tøjfarve i middelalderen http://postej-stew.dk/2019/05/medieval-fabrics-part-2/, som gjorde mig klogere. Den blå farve kan opnås ved brug af en middelhavsplante ved navn farvevajd (latin: isatis tinctoria). Det kræver sikkert stadig masser af arbejde og planter at opnå blå farve, men er dog trods alt muligt.

Mønster og tilretning


1. prøvemodel uden ærmer.
Klippet i lagenlærred og uden sømrum.

Jeg har lagt mig lidt ud, og derfor var et nyt mønster nødvendigt. Jeg har fulgt vejledningen i "Medieval Tailor's Assistant" 1. udgave - sådan ca., ihvertfald. Tre prøvemodeller har jeg lavet - én af kun kroppen og to i fuld længde. Et stort arbejde, som min efterhånden temmelig lange syerfaring siger mig er godt givet ud.
Til første prøvemodel har jeg lavet en mønsterskitse baseret på mine mål og derefter modelleret den på kroppen. Herefter har jeg klippet syningerne op og det giver så dette resultat.




2. prøvemodel i fuld længde - ikke helt fuld bredde. Den er syet af et ret tyndt lagen - en anden gang vil jeg ikke bruge så tyndt et lagen som prøvemodel. Hvis stoffet er for tyndt, kan man risikere at det strækker/giver sig på måder, man ikke havde forestillet sig og mønsteret kan dermed risikere at blive for småt. Før jeg satte ærmer på, sad prøvemodellen ret godt over det hele. Tilretninger:

  • - Jeg tog en smule ind i åbningen, hvor der skal være snørelukning - den dansende bondes dragt er noget åbentstående i snøreåbningen. 
  • - Større halsudskæring - jeg prøvede modellen over min underkjole, da denne kjoles halsudskæring helst skal være en smule dybere end underkjolens.
  • - Hele skørtets vidde er tillagt i sidesømmen. Jeg vil have mere vidde ind mf og mb for at få vidden bedre fordelt. 
  • - Flæsen er lavet som læg. Jeg vil forsøge at rynke den i stedet og se, om det gør en forskel. 
  • - Kjolen skal være en smule længere bagpå. 


Ærme lavet med syningen bagpå armen. Det tog noget tid at tilrette, for ærmet blev for stram om armen og kjolen for stram over skuldrene. Nødvendige tilretninger:

  • - Ærmegab udhules lidt i bunden - især på forstykket.
  • - Ærmet gøres tilsvarende en smule større i den kant, der syes på kjolen. 
  • - Ærmet gøres større i omkredsen rundt om armen ved at klippe mønsteret op og tilføje lidt ekstra vidde.
  • - Ærmets nederste kant gøres buet for at få en ensartet længde af ærmet hele vejen rundt. 

Pga. de mange ærmetilretninger og min tvivl omkring det meget tynde stof, prøvemodel 2 var syet af, lavede jeg en ekstra prøvemodel af hele kjolen.

Prøvemodel 3 er syet af kraftigere lagenlærred. Jeg har tillagt vidde både i siderne og mf og mb - det giver klart en bedre fordeling af vidden. Ærmerne sidder bedre. Jeg har afprøvet to måder at sy flæsen på og konstateret, at jeg bedst kan lide den rynket. Jeg har lavet belægning til halsudskæringen. Tilretning:

  • Kjolen skal være 1 cm. længere, både foran og bagpå. 
  • Jeg har tillagt ærmet en smule (0,5 cm.) mere vidde i kuplen og gjort det 1 cm. længere. 

Så - efter at have brugt en måneds tid på prøvemodeller og tilretninger er jeg langt om længe klar til at gå igang med selve kjolen. Men - jeg har nu et velsiddende mønster, der kan bruges som udgangspunkt for fremtidige projekter :-)
Indtegnet 1 cm sømrum på mønsteret. 

Mine to bedste sytips, som kunne have sparet mig mange ærgrelser og opsprætninger, hvis jeg havde vidst det for 20 år siden:

  • - Lav mange prøvemodeller
  • - Tegn sømrum ind på mønsterpapiret. 
Begge tips har jeg herfra https://skaberlyst.dk/ 

Her et billede af det færdige mønster inkl. ærme og belægning til halsudskæring. Flæsen er et langt stykke stof - 1 m. længere end nederste kant, dvs. 3,4 m. langt og 12 cm. bredt inkl. sømrum og oplægning. 




Stoffet til kjolen er frakkeuld købt i Stof og Stil for en del år siden. De kaldte vist farven for petrol. Den ser mørkere ud i virkeligheden end på billedet her. Til sammenligning kan farvevajd give denne blå farve http://www.woad.org.uk/.








Kyse


Jeg har benyttet fremgangsmåden beskrevet i Medieval Tailor's Assistant på s. 199. Jeg har dog syet "halerne" på i stedet for at klippe det ud i et stykke for at spare stof.
Kysen er syet af tynd hør.










Hætte




Uld købt her https://www.stofdepotet.dk/shop/frontpage.html
Mønster til åben hætte
http://edythmiller.blogspot.com/2014/05/15th-century-open-hoods.html#.XsQxDGgzbIU

Underkjole


Jeg har for første gang forsøgt mig med en underkjole, hvor for og bagstykke er klippet ud i ét for at undgå skuldersøm. Resultatet er vellykket.

Den færdige kjole






Dansende bonde og søn


Opdatering juli 2021

Jeg har lavet en ny hætte, da jeg ikke var tilfreds med farven på den gamle.